Nyhedsbrev fra Kinesiologiskolen i Vejle, april 22.

Forandringens vinde har blæst over Danmark, og det har også sat sine spor på kinesiologiskolen her i Vejle.

Den mest dramatiske begivenhed for mig er, at Jarle nu har besluttet sig for at gå på pension med hensyn til kinesiologien. Jarle har til mig sendt denne meddelelse, som jeg har hans tilladelse til at sende videre:

Jarle:
"Efter 36 år i kinesiologiens verden har jeg nu valgt at gå på pension og stoppe med kurser, behandlinger og foredrag. Det har været en spændende og fantastisk rejse, hvor jeg har mødt mange inspirerende mennesker, der har beriget mit liv. Tak for det.

Og ikke mindst er jeg taknemmelig for selv at have fået hjælp til at blive healet for en svær psoriasis af en sød og dejlig kvinde - Betty Brandstrup.  

Gennem kinesiologien har jeg oplevet at få givet et unikt værktøj - ikke kun til forståelse af sygdomme og smerter – men også at få et effektivt og enkelt værktøj, der her og nu kan hjælpe mennesker med meget enkle teknikker.

Også tak til min kollega Edel Hovgaard for et fantastisk samarbejde gennem ca. 40 år, der også har udmøntet sig i en kinesiologi lærebog, som jeg er stolt af at være en del af.

Tak til alle jer som jeg har mødt og lært at kende ifm. kinesiologi-arbejdet.

Kærlig hilsen

Jarle Tamsen"

Jarle og jeg har haft et fantastisk samarbejde og venskab siden vores første møde tilbage i 1982, og det udviklede sig til, at vi i fællesskab startede Kinesiologiskolen i Vejle i marts 83 med vores første kinesiologihold. Deltagerne var meget begejstret for kurset, og Jarle og jeg måtte derfor arbejde videre med materialet til de følgende KA kurser. Derefter blev det ved med at udvikle sig.  I 1989 udgave vi materialet til vores 4 KA kurser i bogform, og bogen foreligger nu i 16. udgave trykt i august 2021.

Det har været meget inspirerende at arbejde sammen med Jarle gennem årene. I ham er der gemt en ildsjæl, en frontkæmper, en nytænker, en løves energi. Han er meget visionær og har en stor kunstnerisk åre. Det bliver spændende at se, hvordan den kunstneriske åre vil udvikle sig, når der nu bliver mere tid til at udfolde sig inden for den gren af Jarles mange talenter. En æra er nu slut. Arbejdsrelationen i forhold til Jarle er nået til en ende, og jeg siger en stor tak for mange spændende år med vores fælles projekter. Heldigvis bevares vores venskab og vores fælles gods også fremover.

Her vil jeg gerne minde om, at salget af KA bogen fortsætter, og Jarle har overdraget det job til mig i fremtiden. KA bogen skal fremover bestilles på:

bestilling.kinesiologi@gmail.com

Kinesiologiskolen i Vejle fortsætter stadigvæk, blot er der pt. kun mine kurser på programmet. I kan finde mere information om Jarles og min delvis fælles historie på www.kinesiologiskole-vejle.dk under nyheder og Stafetten.

På samme hjemmeside under fanen Bogsalg kan man se, hvilke bøger Jarle stadigvæk sælger. Det handler om de bøger, han selv er forfatter til, og dem kan man bestille hos ham, hvorpå man får sendt en fil med materialet og en faktura på beløbet. 

Både Jarles og min store drøm var at få mulighed for at uddanne nye instruktører i KA, så den danske model stadigvæk kunne bevares. Forretningsudvalget i Danske Kinesiologer betroede os den opgave at udvikle et instruktørkursus i KA, som blev godkendt, så vi kunne starte med det førte KA-instruktørkursus i 2018.

Det har været meget spændende for os at få den ”gave” fra foreningen, og det har været en meget stor oplevelse at få uddannet de tre første hold af KA instruktører i 2018, 2019 og 2020.

Nu er kravene strammet så meget for at kunne deltage i dette KA- instruktørkursus, at det kan blive svært at få samlet det næste hold. Det er ikke lykkedes i 2022.

Jeg har siden efteråret 2019 arbejdet på at få KA-Instruktørerne givet nogle muligheder for at få flere kurser på deres program, så de kunne starte deres egne skoler op. Her valgte jeg at bruge kræfterne på at få Wayne Topping til at komme til Danmark. Han har i nogle år været i gang med et stort program på de store kinesiologiskoler i Europa med at uddanne kinesiologer til at blive instruktør i sine kurser. Da jeg har haft Wayne Topping til at undervise i sine kurser siden 2006 her i Vejle, var han for mig et naturligt første valg. Også fordi han arbejder på et højt niveau i forhold til research, grundigt kildemateriale og nogle meget strukturerede manualer, som gør det let at komme til at undervise i hans kurser. Waynes kurser spænder vidt, så de nye instruktører får nogle meget spændende kurser på deres program, som kan gøre det attraktivt at fortsætte på deres skoler.

Som optakt til Wayne Toppings instruktørforløb i DK indledte jeg et samarbejde med Lotte Koch. Uden det uvurderlige samarbejde med Lotte ville det ikke have været muligt for mig at gå i gang med dette projekt. Lotte har stået for alt med økonomi og regnskab i forhold til Wayne. Har været min tekniske support og redigeret kursusmaterialet med sit skarpe korrekturøje, og ikke mindst været med i planlægningen af det hele. Lotte er med til at fremtidssikre Waynes program i DK, og jeg overlader gerne hele det fortsatte program til hende, så snart hun er klar til det!

Vi kom først i gang i juni 2021 med de to første kurser i dette instruktørforløb på grund af alle Coronarestriktionerne. Det blev med Kurset i Forløsning af fastlåste følelser, hvor 10 blev certificeret som instruktører, fordi de både havde taget kurset to gange hos Wayne eller mig og bestod hans meget grundige eksamen.

Efter kurset i Forløsning af fastlåste følelser har der været kurser i:

  • At arbejde med følelser
  • Hvordan man overkommer modgang, som nu hedder: Kursus i at arbejde med kroppens ubalancer og modstandskraft
  • Energicentre
  • At skabe mening i dit liv

Jeg har siden august arbejdet videre med et hold på 8, som alle har taget disse kurser og enten er blevet instruktør i disse kurser eller er på vej til at blive det. Jeg er meget glad for, at jeg kan give faklen videre til nogle fantastiske mennesker, der har hjertet på rette sted og vil bringe Wayne Toppings kurser videre til deres fremtidige kursister på et højt niveau.

Fremover indgår jeg i et samarbejde med Karsten Munk om nogle af de supplerende kurser til kinesiologiuddannelsen, så jeg kan henvise mine kursister til Karsten Munk Akademiet. Han er af mine kursister, som har taget kurser hos ham, blevet rost til skyerne for sin store viden, fremragende pædagogik og formidlingsevne. Han har mange spændende kurser i Anatomi & fysiologi, Patologi & Sygdomslære, Sundheds & Klientpsykologi og Klinikdrift. Så fint at dette kunne lade sig gøre!

Karsten har lovet at give mine kursister 10 % rabat på kurserne: Anatomi & fysiologi, Patologi & Sygdomslære. I skal melde jer til på hans hjemmeside og fortælle ham, at I er under uddannelse hos mig.

Med hensyn til kommende aktiviteter fortsætter jeg med mine sædvanlige kurser her i Vejle og med det fortsatte program med mine KA instruktører, der er i gang med at opnå flere instruktørrettigheder hos Wayne Topping.

Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde med dem og Wayne.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det næset kursus i Indlæringskinesiologi, som består af to weekender, finder sted d. 10.-12. juni og 12.-13. august med 4 timer fredag aften og 9-17 lørdag og søndag. Det er et af mine yndlingskurser, fordi man med de programmer, man kan sætte op med disse to kurser, kan skabe store forvandlinger hos både børn som unge, i virkeligheden hos alle, der har udfordringer med koncentration, fokusering, motorik og selvtillid. Jeg vil gerne dele ud af mine mange års erfaringer med dette system, som er den gren af kinesiologien, jeg har arbejdet allermest med.

Gerne tilmelding til dette kursus senest 11. maj, så jeg kan få trykt bøgerne i god tid

I efteråret er der mange andre spændende kurser, man kan melde sig til, som det fremgår af den nyreviderede kursusplan. I kan på www.kinesiologiskole-vejle.dk  finde mere uddybende beskrivelser af  alle mine kurser.

Kærlig hilsen

Edel Hovgaard

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk