Rapport fra TFH konferencen i Kansas City 11.-14. juli

Hilton hotellet Embassy Suites nær lufthavnen i Kansas City dannede en perfekt ramme om 4 forrygende dage tilbragt i selskab med den amerikanske ”TFH familie” med et islæt af nogle få udenlandske deltagere fra Japan, England og lille mig fra Danmark.

Det var Matthew Thie der kickstartede konferencen tirsdag aften med en opdatering på, hvor er TFH i dag. Det supplerede han med ideer til, hvordan man kan præsentere og arbejde med TFH, og selvfølgelig blev trådene trukket tilbage til hans far, John F. Thie, og til hans tanker, ideer og visioner.

De følgende dage var der en overflod af spændende præsentationer, det meste af tiden to sideløbende præsentationer, så det var rigtig svært at vælge, hvad man skulle satse på blandt de mange spændende emner.

Selvfølgelig havde topnavnene fået lov til stå alene med deres præsentationer.

Det gjaldt:

Charles Krebs, som holdt et spændende oplæg om det æteriske legeme og dets rolle i kroniske ubalancer

Adam Lehman, som leverede en meget fin og munter præsentation af Kohærens, resonans og hologrammer

Anne Jensen, der præsenterede resultaterne af sin forskning i arbejdet med at bevise, om muskeltest virker, se www.DrAnneJensen.com

Sheldon Deal, der i sin præsentation leverede en guldgrube af AK genvejstest, som vi alle kunne tage med os hjem og bruge med det samme. Der er virkelig stil over Sheldon Deal, og han startede som altid med at fortælle vittigheder, så snart han kom på scenen.

Wayne Topping var den eneste, der havde fået status som keynote speaker, og han fik kæmpe applaus for sin meget spændende 3 timer lange aften præsentation. Temaet var, om TFH kan være et redskab i kampen mod skjulte sygdomme, og her fokuserede Wayne Topping på bl.a. binyrerne og skjoldbruskkirtlen. Det var et lille udpluk fra det kursus, som han er ved at udvikle i ”Energy Management”, og det lykkedes ham også at få forsamlingen opdateret i sin research omkring knæproblemer til slut i præsentationen.

I dagene 25.-28. marts 2018 kommer Wayne til Vejle for at undervise i sine to nye kurser: Energy management og Life Management.

Udover dette var der et overflødighedshorn i emner med nyt inden for: Markedsføring og de sociale medier, hvordan sætter man et mål op, hvilken betydning har tredobbelt varmer, metaforer, lydafbalancering, afbalancering med ædelstene m.m.

Jeg var selv meget begejstret for en præsentation ved Arlene Green, som har arbejdet meget med, hvordan sportsfolk kan optimere deres atletiske præstationer, og hvordan de hurtigt kan komme skader til livs.

Det var fire dage, som jeg sent vil glemme. Der var meget, der kunne inspirere, meget man kunne tage med hjem og bruge, og hvor er det fantastisk at opleve, hvordan kinesiologien konstant udvikles og når nye højder. Selvfølgelig er det også helt specielt at få lov til selv at møde de store udviklere af kinesiologien og se, hvordan de hele tiden holder fanen højt og ihærdigt fortsætter med deres udviklingsarbejde på et højt niveau.

Der kan varmt anbefales at deltage i sådanne konferencer. I juli næste år har I alle mulighed for at møde og opleve verdensnavne næsten ved vores bagdør i Damme i Nordtyskland.

Edel Hovgaard

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk